mandag den 14. marts 2011

Dumbo og andre dyr






Jeg så Dumbo med min søster i søndags. Og der hvor de andre elefanter driller Dumbo med hans store øre, og hans mor går amok og prøver at forsvare ham, kom jeg til at tænke på de stakkels cirkusdyr og andre dyr i fangeskab. Dumbos mor blev fanget, og spærret inde, hendes lille nyfødte babyelefant blev tvangsfjernet på baggrund af dette.
For mange år siden da mine forældre besluttede sig for at det var på tide at vi skulle opleve Danmark, tog vi på road trip fra København og hele vejen op til Skagen. På vejen stoppede vi ved en safaripark. Da vi gik over for at kigge på gorillaerne sad der en kæmpe gorillamand  trykket op mod 'udstillingsvinduet', han stirrede tomt ud i luften og det var ikke til at komme i kontakt med ham. Min mor spurgte hvad der var galt med ham, og fik af vide af en dyrepasser at han var stukket af dagen før (JA du læste rigtigt. Stukket af!! Jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre i det hele taget). Jeg fik medlidenhed med ham. Sådan et stort dyr som var fanget, og som var så ked af det. I følge Charles Darwin stammer vi alle fra aberne. Hvad hvis nogen kom og satte dig i bur, og blev underholdt af din ulykke? Forestil dig at sidde inde i et bur bag tremmer, til underholdning for os mennesker. At skulle performe konstant. Jeg er typen som elsker at være i zoologisk have, men i teorien er det jo min grådighed og selviskhed der finansierer disse dyrs skæbne. Jeg har dog ladet mig fortælle at dyrene i de danske zooer har det ok, i forhold til udlandet. Det håber jeg på er rigtigt. Da jeg var i Tyrkiet i sommers med nogle veninder, bestod hotellets aftenunderholdning af et show med bedøvede slanger der blev svunget rundt i luften og en lille tynd hun som hoppede igennem nogle hullahop ringe. Hvad har det med underholdning at gøre? Jeg hader mig selv for at klappe da showet var slut, men man er vel godt opdraget. Uanset om de er grimme, smukke, intelligente, mindre intelligente, farlige, store, små, vores egne, andres, frie, fangede, vilde eller tamme burde de behandles med respekt og værdighed. Det gælder selvfølgelig også mennesker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar